Hvis man ikke har så meget forstand på fodbold, så kan det med reglerne godt være noget ret så kompliceret noget. Man skal ikke lade sig slå ud af, at der er regler, man ikke lige forstår ved første øjekast. Der er nemlig også passionerede fodboldfans, der nogle gange bliver overrasket over en eller anden speciel regel. Der er dog en række simple regler, som du ret nemt kan få styr på, hvis du lige bruger lidt tid på at sætte dig ind i det.
Simple fodboldregler
Bolden gives op ved midtercirklen, som du nok har set, hvis du blot har set en lille smule fodbold. Nu er bolden i spil, og der kan ske en lang række ting. Hvis bolden bliver skudt ud over en af de to sidelinjer, så bliver der dømt indkast til det hold, der ikke skød bolden ud. Indkast betyder, at bolden skal kastes med hænderne over hovedet og ind på banen. Der er nogle helt klare regler for, hvordan det skal kastes, men det behøver du ikke at vide. Hvis bolden ryger ud over baglinjen, bliver der, alt afhængig af hvem der skød den ud, dømt målspark eller hjørnespark. Målspark tages inde i målmandens lille felt. Hjørnespark tages ud fra et af hjørnerne på banen, og her handler det om at ramme en man i feltet og se, om man kan score. Apropos det med at score, så skal hele bolden være inde for, at man kan sige, at der er mål. Dette var, tro det eller lad vær, nogle af de meget simple fodboldregler.
Offside – Enhvers mareridt
Du har måske hørt om Offside-reglen før, men har aldrig rigtig forstået den. Bare rolig, du er ikke alene. Selv de mest garvede fodboldfanatikere har svært ved at forklare den, og nogle gange også ved at forstå den. Her er det bedste råd simpelthen blot at se en masse fodbold, indtil du har en idé om, hvad det handler om. Det er nemlig for svært at læse sig til det.